Jeg har nogle ar. blandt andet fra mine operationer. Men det er egentlig ikke dem der generer mig. Det mere nogle indeni. Udover at være kronisk syg bærer jeg også rundt på at være barn af en alkoholiker. Det har jeg først anerkendt indenfor de sidste par år. Ellers har jeg bare beskyttet både min mor og far. Men når man bliver mor kan man blive tvunget ud i at forholde sig til sin egen barndom – og hvad man vil give videre. Og hvordan man gør? Hvad er en god barndom? Hvordan er man en god mor? Hvad er egentlig normalt – og hvem er normale?

Det var faktisk min mand Nicolai som hjalp mig indse at min mor drikker for meget. Hver gang nogen i min barndom har påpeget det har jeg altid forsvaret hende og passet på hende. Især efter min far døde da jeg var 11. Ingen skulle tage mig væk fra min mor og ingen skulle kalde hende alkoholiker, for det var hun jo ikk, vel?

Men nu har jeg indset det. AV. Min mor er og var alkoholiker. Hun har ikke gjort det godt nok. AV. Jeg har fået ar på sjælen som jeg bøder rigtig meget for nu. AV. Er det hendes skyld? Er jeg vred? Næ. Hun har gjort det bedste hun kunne med de forudsætninger hun havde. Og hun har elsket mig, så godt som hun kunne og som hun troede var rigtigt. Dermed ikke sagt at det er iorden at drikke når man har børn for det er det aldrig. Hvis man som voksen vælger det ansvar det er at være forælder skal man stå ved det. Og alkolhol er ikke en del af denne coktail: Forældreskab.

Men hvad er det så jeg mærker?

Usikkerhed i forældreskabet, usikkerhed i sociale relationer – stort socialt ansvar, ptsd symptomer, lavt selvværd.. Det sindsygt hårdt at erkende! Jeg har altid set mig selv som en pige der havde fuldstændig og aldeles styr på mine følelser og har ofte gået til psykolog. Men aldrig har jeg lukket nogen ind i de kroge af mig hvor det virkelig gør ondt. Men det er jeg igang med nu, og det er underligt! Jeg har blandt andet mistet en veninde fordi jeg har valgt at sige fra og stop, Det er sindsygt svært og har lyst til at fortryde hele tiden fordi jeg altid har knuget mig til sociale relationer – for tænk hvis man stod alene!

Jeg er tidligt i min process hos TUBA og i mit arbejde med mig selv. Jeg vil lave et oplæg om ugen og dette er mit mål. De her oplæg er både til dig der er nysgerrig, men måske os dig der (forhåbentligt) vil følge min udvikling til en bedre og mere harmonisk liv. Mit eget mål er at få skrevet ned og finde støtte og netværke. Tag godt imod det – det nok det mest skrøbelige jeg nogensinde har gjort.

Næste uge vil jeg dykke ned i et emne. Tænker det bliver det sociale ansvar.

Mælkebøttebarnet – Rosa.

d.7/6-18 kl. ca 15.15 blev jeg mor ved planlagt kejsersnit. Det blev en lille velskabt pige på 3105g og 45 cm.

Det var virkelig en syret dag..

Nico og jeg havde fået af vide vi skulle møde op på hospitalet kl 9. Vi pakkede alle de babyting vi havde købt samt lidt ting til os selv da vi jo vidste vi skulle være der et par dage. Det ar virkelig underligt at sidde i taxaen og tænke: om ca 3 timer er vi forældre.

Desværre var der rigtig travlt på OUH den dag. Så det blev ikke kl 10 som vi havde regnet med. Vi lå og ventede, og ventede.. og jeg var fastende og tørstende. Virkelig ufedt.

Da klokken blev omkring 14 sagde jeg til en sygeplejerske om hun nu troede på det ville blive idag, da jeg selv ved at dagvagterne og dermed også de planlagte ting altid bliver udført i dagvagten inden kl 15. Hun var lidt i tvivl sagde hun. Men nej, hun troede ikke helt på det. Nivo og jeg lagde os i sengen og jeg blev lidt trist. ØV. Nu troede man lige. Jeg kan stadig huske jeg hører telefonen ringe ude i receptionen og jeg siger for sjov til Nico “Det er garanteret mig der bliver kaldt ned nu hvor vi har besluttet det ikke bliver idag..” 1 minut max senere kommer der en sygeplejerske løbende og siger SÅ er det nu. Shit. Jeg blev faktisk forskrækket og lidt bange. Nu havde jeg vænnet mig til tanken om at Nico og jeg skulle have en aften alene, æde Mcd og møde ind igen dagen efter. Men nej.

Tju hej med stress blev vi hentet og skulle afsted. Jeg var glad men også enormt skræmt. Nu sker det fandme lige om lidt. Det var så ikke den læge der skulle have lavet det, som har fulgt mig hele graviditeten der skulle udføre det, men en helt fremmed læge. Anæstesi lægen var os helt fremmed. Pis. Nu blev jeg pisse utryg.

Vi havde planlagt vi ville have hele hud mod hud pakken. Det betyder at man tager forklædet ned så jeg kan se at barnet bliver trukket ud og så kommer direkte op til mig. I alt den forvirring og ændring turde jeg ikke. Pis. Det ville jeg faktisk gerne have set. Men Leonora kom ud og kom op til sin far. Det var så stort. Hun var SÅ smuk. Jeg nåede at holde hende max 2 min, så gik jordemoderen og Nico ind og vejede og målte. Jamen ok hejhej. Lige bagefter siger en sygeplejerske “Ja der bliver liiiige skiftet lidt ud i personalet da der er vagtskifte” HVAD? Jeg ligger her, uden min mand, uden min datter og så skifter i lige ud, igen! Det var så øv. Heldigvis kom vi snart ind på opvågningen så jeg kunne ligge med min lille guldklump. Hun lå bare på mit bryst så vi kunne få amningen op og køre.

Lige pludselig IGEN! siger de at den opvågning lukker og vi derfor skal op på en anden. WHAT? Så vi kørte lige en lang tur nedenunder OUH. Fedt, og op til nye ansigter, igen.

Da jeg kom derop begyndte jeg langsomt at kunne mærke mine ben. Jeg havde sagt inden kejsersnittet at morfin mest gør mig skæv, end det tager mine smerter, og jeg gerne ville have catapresan i stedet for. Det havde ingen skrevet ned.

Lige pludselig kom en nok meget sød sygeplejerske og sagde hun lige skulle se til min mave. AV FOR HELVED! Jeg for op og skubbede hende væk. De skal mærke om livmoderen har trukket sig sammen. SHIT det gjorde ondt. og hun skulle gøre det hvert kvarter.

Jeg kunne slet ikke tage mig af Leonora. Jeg havde så vanvittigt ondt og var så skæv af al den morfin de blev ved med at gi mig.

Oppe på barselsafsnittet (ca 5 timer senere) gav de mig en ammebrik og Nico en kop med modermælkserstatning til Leonora. Hvorfor fatter jeg virkelig stadig ikke. Jeg måtte os selv sige jeg skulle op og gå og have mit kateter ud. Det mente sygeplejersken ikke hastede. Jeg ved ikke hvor hun har det fra. Derudover bad jeg om en pumpe så Leonora kunne have de bedste forudsætninger for at sutte og lidt mælk måske løb til. Det gjorde der, men det fik hun i kop. Igen, jeg ved ikke hvorfor..

Alt i alt, en meget syret dag. Med sindsyge smerter. Det er så skræmmende at det er det jeg husker bedst. ØV. Min stomi havde det fint under hele forløbet og gav ingen problemer overhovedet.

Jeg vil skrive lidt om da vi kom hjem i næste indlæg.

og husk… KEJSERSNIT ER IKKE DEN NEMME LØSNING, hvis man selv kan føde så skal man det. (Har spurgt flere som har prøvet begge dele og alle har sagt de ville helst føde selv.

Når man søger på nettet efter graviditet og stomi er det meget sparsomt hvad man faktisk finder. Jeg tror ikke vi er så mange unge kvinder der har været gravide med stomi. Det var faktisk ikke heelt meningen at jeg skulle være gravid lige nu, men det blev jeg, kun 2 mdr efter jeg havde fået den anlagt. Jeg har ellers altid fået af vide af min tarmlæge at jeg nok skulle regne med at skulle kæmpe for det, det skulle jeg så godt nok ikke her første gang.

Jeg fik min stomi i juni og blev gravid i september. Det var lidt et chok, men stadig en god nyhed. Efter jeg havde fået stomien var jeg så glad! Jeg var ikke længere træt og jeg kunne passe mit job som sygeplejerske – og endda tage ekstra vagter!! Jeg besluttede mig derfor for at søge mit drømmejob på intensiv i Odense, og fik det. Det skulle så vise sig at jeg opdagede jeg var gravid inden jeg skulle starte der..

BOM! tilbage til start. Tilbage til at være træt. Det eneste der ikke var tilbage var smerterne. Men igen var jeg syg fra mit arbejde fordi min krop nu skulle lave et barn. Jeg var selvfølgelig glad, men det var hårdt. Jeg fik jo nemlig stomien så jeg ikke skulle sygemelde mig og være træt.

Jeg startede på intensiv, til dem som ikke ved det er det nok et af de sværeste steder at arbejde selvom man kun passer 1 patient. Der var rigtig meget jeg skulle lære og jeg skulle arbejde i alle 3 vagtlag. Jeg begyndte også her at være nødsaget til at sygemelde mig.

Når man er i uge 10 anbefaler man at man begynder på jern tilskud, så det gjorde jeg. Det var os december måned så uden at tænke over det spiste jeg clementiner. Det kan ikke anbefales. I en aftenvagt begyndte jeg at få lidt ondt i maven. Jeg registrerede det, men gjorde vagten færdig. Efterfølgende tog jeg til vagtlæge som konstaterede ingen tarmlyde. Altså, tarmslyng/stop i stomien. Jeg var indlagt i ca 4 dage og fik 2 skopier for at få gang i stomien. Det var et helvede og jeg hadede det! Det var lige præcis indlæggelser, smerter, opkast alle de ting der var grund til at jeg havde fået stomi, og nu lå jeg her igen. Jeg var virkelig træt af det. Oveni skulle jeg havde beroligende medicin og morfin for at holde det ud, og det var jo ikke godt for baby. Men må indrømme at jeg havde det SÅ dårligt, og havde ikke helt opfattet jeg var gravid så var lidt “ligeglad” bare jeg ikke havde ondt. Dem der har prøvet at have de mavesmerter kan måske forstå mig. Heldigvis kom der gang i maven igen, og jeg er siden begyndt på amino jern som ikke giver stop. Jeg er fuldtidssygemeldt, bliver fulgt tæt på OUH men har det rimelig godt. Jeg kan bare ikke passe et arbejde lige nu. Jeg vil skrive mere om tiden efter i mit næste indlæg. Tak fordi du læste med og håber du fik noget ud af det 🙂  

Velkommen til min blog. Jeg hedder Rosa, er 27 år, bor i Odense med min kæreste Nicolai og vores hund Alfie. Jeg har været syg af morbus crohn i 10 år. Morbus crohn er en kronisk inflammation i tarmen, det kan være forskelligt hvor man er ramt. Jeg har det i hele tyktarmen samt ca. 20cm af min tyndtarm. Dengang jeg fik sygdommen virkede det ikke særlig alvorligt. Min mor og jeg fik egentlig bare at vide at jeg skulle spise nogle piller og så ville jeg kunne leve normalt. Der er sket en del siden…

I gymnasiet begyndte det at gå rigtig skidt. Jeg blev plaget af bylder, smerter, hyppige toiletbesøg, madlede og stort vægttab. Men jeg tog det ikke særlig alvorligt, (hvorfor skulle jeg det når lægerne ikke gjorde det), jeg sov rigtig meget og klarede mig ellers igennem. Da jeg blev student flyttede jeg til Odense, Her blev jeg for første gang rigtig syg og blev indlagt. Jeg fik højdosis binyrebarkhormon, uden egentlig t vide hvad det var. lige pludselig tog jeg på, blev e smule tyk, men fik det bedre. Jeg var på dette tidspunkt 20 år, særlig fedt at gå fra en lille tynd pige, til en lille vamset pige i løbet af få måneder. Det gav mig nok en mindre identitets krise, og jeg havde meget svært ved at acceptere at jeg ikke kunne gå i det samme tøj som jeg plejede.. Jeg kom igennem, blev normal vægtig igen og levede mit liv ligesom andre unge gør. (Næsten). Det gik op for mig at jeg faktisk havde en alvorlig sygdom, og jeg nok var nødt til at acceptere det.

Accepten kom da jeg startede på sygeplejestudiet. Her lærer man en masse om erkendelse af sygdom, hvilket gav mig lidt terapi den vej. Endvidere startede jeg til psykolog for at få styr på det.

Jeg blev desværre sygere og sygere men kæmpede mig igennem. Jeg sov rigtig meget, havde mange smerter.. Efter jeg var blevet sygeplejerske var dommen at jeg skulle ha stomi. NEJ! blev der sagt. Det kunne de godt glemme. En pose lort på maven? ha! næ. Jeg kæmpede imod rigtig længe, spiste antiinflammatorisk kost, som havde en lille effekt fordi jeg kunne mærke jeg fik mere energi. Men jeg var stadig meget “unormal”. Jeg var meget syg fra mit arbejde som sygeplejerske men jeg kæmpede. Jeg mødte min eneste ene Nicolai, i oktober 2016. Han var bartender på en bar i Odense, jeg pegede på ham og sagde dig vil jeg ha, og det fik jeg så. Det var ikke særlig fedt at skulle fortælle at jeg så ofte var syg. Jeg var det første halve år vi var kærester indlagt ca. 3 gange. Så fik Nicolai nok. Ikke fordi han ikke kunne forstå det var svært at skulle have stomi, men han sagde “Hvor ondt tror du det gør på mig hver gang du er så dårlig, og jeg ved du siger nej til noget der kan hjælpe”.. Han sagde også at det gjorde så ondt på ham, at han ikke vidste om vi kunne holde til det hvis jeg ikke fik stomien. Da han sagde det var jeg ikke i tvivl. For Nicolai skulle være far til mine børn. Så jeg overgav mig. Vi græd begge to ret meget den dag vi var til samtale ved lægen. Heldigvis fik jeg ikke så meget tænketid. 3 dage senere, en dag i juni 2017, mødte jeg op på sygehuset klar til stomi. Heldigvis har jeg fået den sådan at jeg kan få den lagt tilbage hvis jeg vil.

Tiden efter var hård, anderledes, men alligevel overraskende let.

Nu er jeg stomist og gravid i 5 måned.

Dette var en præsentation. Til dem der har lyst vil der komme flere indlæg om mine tanker, hverdagen med stomi, graviditet og hvad der ellers fylder 🙂