Jeg har nogle ar. blandt andet fra mine operationer. Men det er egentlig ikke dem der generer mig. Det mere nogle indeni. Udover at være kronisk syg bærer jeg også rundt på at være barn af en alkoholiker. Det har jeg først anerkendt indenfor de sidste par år. Ellers har jeg bare beskyttet både min mor og far. Men når man bliver mor kan man blive tvunget ud i at forholde sig til sin egen barndom – og hvad man vil give videre. Og hvordan man gør? Hvad er en god barndom? Hvordan er man en god mor? Hvad er egentlig normalt – og hvem er normale?

Det var faktisk min mand Nicolai som hjalp mig indse at min mor drikker for meget. Hver gang nogen i min barndom har påpeget det har jeg altid forsvaret hende og passet på hende. Især efter min far døde da jeg var 11. Ingen skulle tage mig væk fra min mor og ingen skulle kalde hende alkoholiker, for det var hun jo ikk, vel?

Men nu har jeg indset det. AV. Min mor er og var alkoholiker. Hun har ikke gjort det godt nok. AV. Jeg har fået ar på sjælen som jeg bøder rigtig meget for nu. AV. Er det hendes skyld? Er jeg vred? Næ. Hun har gjort det bedste hun kunne med de forudsætninger hun havde. Og hun har elsket mig, så godt som hun kunne og som hun troede var rigtigt. Dermed ikke sagt at det er iorden at drikke når man har børn for det er det aldrig. Hvis man som voksen vælger det ansvar det er at være forælder skal man stå ved det. Og alkolhol er ikke en del af denne coktail: Forældreskab.

Men hvad er det så jeg mærker?

Usikkerhed i forældreskabet, usikkerhed i sociale relationer – stort socialt ansvar, ptsd symptomer, lavt selvværd.. Det sindsygt hårdt at erkende! Jeg har altid set mig selv som en pige der havde fuldstændig og aldeles styr på mine følelser og har ofte gået til psykolog. Men aldrig har jeg lukket nogen ind i de kroge af mig hvor det virkelig gør ondt. Men det er jeg igang med nu, og det er underligt! Jeg har blandt andet mistet en veninde fordi jeg har valgt at sige fra og stop, Det er sindsygt svært og har lyst til at fortryde hele tiden fordi jeg altid har knuget mig til sociale relationer – for tænk hvis man stod alene!

Jeg er tidligt i min process hos TUBA og i mit arbejde med mig selv. Jeg vil lave et oplæg om ugen og dette er mit mål. De her oplæg er både til dig der er nysgerrig, men måske os dig der (forhåbentligt) vil følge min udvikling til en bedre og mere harmonisk liv. Mit eget mål er at få skrevet ned og finde støtte og netværke. Tag godt imod det – det nok det mest skrøbelige jeg nogensinde har gjort.

Næste uge vil jeg dykke ned i et emne. Tænker det bliver det sociale ansvar.

Mælkebøttebarnet – Rosa.