Velkommen til min blog. Jeg hedder Rosa, er 27 år, bor i Odense med min kæreste Nicolai og vores hund Alfie. Jeg har været syg af morbus crohn i 10 år. Morbus crohn er en kronisk inflammation i tarmen, det kan være forskelligt hvor man er ramt. Jeg har det i hele tyktarmen samt ca. 20cm af min tyndtarm. Dengang jeg fik sygdommen virkede det ikke særlig alvorligt. Min mor og jeg fik egentlig bare at vide at jeg skulle spise nogle piller og så ville jeg kunne leve normalt. Der er sket en del siden…

I gymnasiet begyndte det at gå rigtig skidt. Jeg blev plaget af bylder, smerter, hyppige toiletbesøg, madlede og stort vægttab. Men jeg tog det ikke særlig alvorligt, (hvorfor skulle jeg det når lægerne ikke gjorde det), jeg sov rigtig meget og klarede mig ellers igennem. Da jeg blev student flyttede jeg til Odense, Her blev jeg for første gang rigtig syg og blev indlagt. Jeg fik højdosis binyrebarkhormon, uden egentlig t vide hvad det var. lige pludselig tog jeg på, blev e smule tyk, men fik det bedre. Jeg var på dette tidspunkt 20 år, særlig fedt at gå fra en lille tynd pige, til en lille vamset pige i løbet af få måneder. Det gav mig nok en mindre identitets krise, og jeg havde meget svært ved at acceptere at jeg ikke kunne gå i det samme tøj som jeg plejede.. Jeg kom igennem, blev normal vægtig igen og levede mit liv ligesom andre unge gør. (Næsten). Det gik op for mig at jeg faktisk havde en alvorlig sygdom, og jeg nok var nødt til at acceptere det.

Accepten kom da jeg startede på sygeplejestudiet. Her lærer man en masse om erkendelse af sygdom, hvilket gav mig lidt terapi den vej. Endvidere startede jeg til psykolog for at få styr på det.

Jeg blev desværre sygere og sygere men kæmpede mig igennem. Jeg sov rigtig meget, havde mange smerter.. Efter jeg var blevet sygeplejerske var dommen at jeg skulle ha stomi. NEJ! blev der sagt. Det kunne de godt glemme. En pose lort på maven? ha! næ. Jeg kæmpede imod rigtig længe, spiste antiinflammatorisk kost, som havde en lille effekt fordi jeg kunne mærke jeg fik mere energi. Men jeg var stadig meget “unormal”. Jeg var meget syg fra mit arbejde som sygeplejerske men jeg kæmpede. Jeg mødte min eneste ene Nicolai, i oktober 2016. Han var bartender på en bar i Odense, jeg pegede på ham og sagde dig vil jeg ha, og det fik jeg så. Det var ikke særlig fedt at skulle fortælle at jeg så ofte var syg. Jeg var det første halve år vi var kærester indlagt ca. 3 gange. Så fik Nicolai nok. Ikke fordi han ikke kunne forstå det var svært at skulle have stomi, men han sagde “Hvor ondt tror du det gør på mig hver gang du er så dårlig, og jeg ved du siger nej til noget der kan hjælpe”.. Han sagde også at det gjorde så ondt på ham, at han ikke vidste om vi kunne holde til det hvis jeg ikke fik stomien. Da han sagde det var jeg ikke i tvivl. For Nicolai skulle være far til mine børn. Så jeg overgav mig. Vi græd begge to ret meget den dag vi var til samtale ved lægen. Heldigvis fik jeg ikke så meget tænketid. 3 dage senere, en dag i juni 2017, mødte jeg op på sygehuset klar til stomi. Heldigvis har jeg fået den sådan at jeg kan få den lagt tilbage hvis jeg vil.

Tiden efter var hård, anderledes, men alligevel overraskende let.

Nu er jeg stomist og gravid i 5 måned.

Dette var en præsentation. Til dem der har lyst vil der komme flere indlæg om mine tanker, hverdagen med stomi, graviditet og hvad der ellers fylder 🙂